Status

Lidt om ufrivillig alenetid

Havde en dag forleden, hvor jeg ikke sås med nogle veninder. Jeg havde lidt arbejde at tage mig af, og ellers brugte jeg de resterende af døgnets timer i mit barndomshjem, hvor min familie havde gang i deres typiske hverdagsskema.

Dagen havde ellers startet fint ud, men eskalerede ret hurtigt om eftermiddagen og ud på aftenen til noget svært og angstprovokerende. Jeg nåede godt, at se den komme, da jeg havde skrevet den 7. halvdesperate besked til forskellige veninder. Jeg havde svært brug for opmærksomhed og menneskelig kontakt med nogle jævnaldrende, der kender og, ikke mindst, forstår mig.

Nøj, hvor er det svært at være ufrivillig alene. Og her mener jeg ikke single, for det er jeg faktisk frivilligt (selvom manglen på kærlighed og omsorg er liiidt svær, men den tager vi en anden gang). Nej, det er sgu meget sværere at være ufrivillig alene på vennefronten. Ikke lige at have nogle i nærheden, der kan kigge forbi og give lidt ønsket opmuntring. Jeg bruger min familie det bedste jeg kan, men uafhængigheden trænger sig oftere og oftere på og jeg bliver mere sindssyg for hver dag jeg befinder mig i min barndomsby. Som jeg faktisk ikke føler mig hjemme i længere. For her er ingen gamle veninder længere. Her spøger min fortid og det liv jeg for flere år siden har levet her, men som jeg ikke føler mig hjemme i længere.

Hvis jeg kan lære én ting af denne dårlige dag og den følelse at være tilbage i Vestjylland giver mig; jamen så er det, at jeg vist er mere end klar til at flyve fra reden og skabe mig mit eget uafhængige hjem. Hvor veninder ikke er hundredevis af kilometer væk. Hvor jeg føler mig tilpas og har mod på hverdagen, nye mennesker og udfordringer. Hvor jeg kan tage hjem til mine forældre og HYGGE mig uden at føle mig fastspændt i fortiden eller have følelsen af at være ufrivillig alene.

Jeg skal nok nå dertil, hvor mit eget selskab er nok. I sidste ende er det det eneste selskab du virkelig kan regne med – så man kan lige så godt lære at nyde det. Og indtil den lektie er lært, vil jeg prise mig lykkelig for moderne teknologi, så jeg altid kan komme i kontakt med mennesker, der løfter mit humør.

Ja, den dårlige dag sluttede faktisk ikke helt så skidt, for pludselig ringede en veninde og vi fik snakket og grint lidt over, hvor skøre og usikre vi egentlig er. Det er altså godt at vide, at man aldrig helt er alene.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Status