Før man ved af det…

…Er hverdagen her igen.

Den sidste måned er gået ufattelig stærkt. Stærkt med at føle. Og overveje fremtiden. Arbejde lidt tilfældigt her og der. Og ikke mindst tilbringe tid med mennesker jeg holder af.
Men nu er der dato på flytningen. Som finder sted meget snart! Og når jeg først er flyttet i ‘mit eget’ og er uafhængig af familie og barndomshjem, så skal det gå stærkt. Man skal jo leve, og have noget at leve af. Og det kræver altså et arbejde, som jeg lige skal finde.

Så jeg forsøger lige nu at trække vejret dybt. Og være okay med, at lige om lidt, så starter ræset igen. Usikkerheden, der naturligvis opstår, når man er den nye, når man bor et nyt sted og lige skal finde sig til rette. Det er en process. Og kloge mennesker har ofte fortalt mig, at ‘ting tager tid’. So very true. Ting tager tid, og lige nu er ræset ikke begyndt endnu. Vi er stadig i de indledende faser, og jeg knokler røven ud af bukserne for at komme bedst mulig fra start. Men i og med at ting tager tid, kan man heller ikke tage forskud på fremtiden. Den skal nok komme. Så jeg trækker jeg vejret ekstra dybt netop nu. Kigger på de tomme huller i væggen, hvor knager har hængt og billeder hvilet på gamle søm. Og jeg nyder de sidste timer i mit trygge barndomshjem. Hvor husleje og fuldtidsarbejde ikke rigtig har været en bekymring endnu.
Jeg er fuld af optimisme for fremtiden og samtidig en smule vemodig.