Bryd tabuet #1

Dette kan hurtigt blive meget fy-fy og sprede dømmende blikke i min retning. Måske er det i virkeligheden derfor, at det er så vigtigt at skrive om. Det kan hurtigt blive en lidt lang fortælling, og jeg har meget på hjerte. Derfor deler jeg det op i flere omgange for selv at kunne overskue det lidt bedre.

Det er så moderne at bryde tabuer og skrive om, hvordan man har lidt af en spiseforstyrrelse i flere år, haft en depression, vokset op med misbrug i familien og så videre. Det er faktisk vildt fedt at se, hvordan usikkerheder og problemer pludselig er noget vi tør åbne op om. En lidt spøjs ‘trend’ det er blevet at have forskellige problemer med i baggagen, men vi lærer også hinanden bedre at kende og kan bedre relatere til hinanden, når vi er åbne og ærlige.

For et par år siden var det Særlig Sensitivitet, der spredtes som en steppebrand i blogland – pludselig havde alle det. Og jeg kan selv huske, hvor lettet jeg var over, at dette emne pludselig blev taget fat i af så mange ‘forbilleder’.
Det var selv i forbindelse med et blogindlæg på Sofies Blog, at det pludselig dæmrede for mig; nå, det er dét, der er ‘galt’ med mig! Følelsen af pludselig ikke at være så anderledes var en enorm lettelse. For der fortalte statistikkerne mig pludselig, at 15-20% af alle mennesker lider af særlige sensitivitet i en grad.

På grund af denne særlige sensitivitet er jeg også mere tilbøjelig til at have angst. Sådan er min hjerne nu engang skruet sammen, og selv om jeg kunne forbande det væk i al evighed, har jeg efterhånden accepteret, at det er sådan det er. Min angst er ikke konstant. Den kan være intens og hæmmende i perioder. Perioder, hvor jeg nærmest ikke kan kende mig selv længere. Sidst det stod på i længere tid, brød det ud i en depression. Og så stod man der med tilbud om psykologhjælp og antidepressiver og en familie med meninger om mit bedste. Dét var voldsomt.

Jeg er lige kommet ud på den anden side, og føler mig ret stærk nu. Men angsten vil altid være en del af mit sind og derfor påvirker det jeg har været igennem mig stadigvæk, hver dag.

Ja, man skulle tro, at det at skrive om sin personlige angst og depression var tabubelagt nok. Det synes jeg egentlig ikke. Det er i hvert fald ikke dét tabu, jeg ønsker at bryde. Det er der så mange stærke mennesker, der har gjort før mig, og jeg ønsker ikke andet, end at være åben og ærlig omkring det.

Fortsættes…