Bryd tabuet #3

Sukkerstop?

Jeg ved godt at jeg i mine ‘bryd tabuet’ indlæg, fortæller jer (og mig selv), at sukker er ok, nu hvor jeg holder mig fra kaffe og alkohol. Men nogle gange bliver jeg sgu lidt bange. For den afhængighed der. Kan normalt rigtig godt lide at være i kontrol, men dette har jeg virkelig svært ved at styre. Kom til at læse et par artikler a lá “Sådan stopper du din sukkerafhængighed”, der alle beskriver symptomer som ‘Gemmer du slik og slik papir for dine nærmeste’ som et TYDELIGT tegn på sukkerafhængighed. Ups…
Det er stadig tabu og lidt fy fy at være afhængig af rusmidler som alkohol og stoffer. Men jeg tror saftsuseme, at sukkerafhængigheden rammer meget bredere og generelt er et større samfundsproblem.
Folk må selv om, hvad de spiser. Det er ærgerligt, at vi er mange (går jeg ud fra), der lever styret af sukker, men i sidste ende kan man jo kun kontrollere sit eget indtag.
Jeg bliver bare personligt flov over mig selv, fordi jeg åbenlyst har et problem, jeg ikke kan styre. Og nej jeg er ikke tyk, og mit stofskifte kan nogenlunde følge med til at omsætte de mængder tomme kulhydrater jeg indtager. Det er ikke der skoen trykker i forhold til at være lidt for glad for søde sager. Jeg har bare virkelig ikke lyst til at være afhængig af noget som helst. Heller ikke min (elskede) fyldte chokolader (nøj, det er svært at skrive).

Har læst mig frem til, at den bedste måde at stoppe sit sukkerindtag på, er ved at tage en kold tyrker. Satans, tænker jeg bare. Det bliver jo ikke nemt. Det havde jo været meget lettere, hvis der bare var et eller andet wonder-tyggegummi eller pille man lige kunne tage, og så forsvandt sukkertrangen.
Samtidig bliver man rådet til at trappe indtaget ned først i form af frugt, mandler og mørk chokolade. Jeg må i brugsen og handle et ordentligt forråd, kan jeg mærke. Og så må dovenskaben vinde, hvis jeg har lovlige søde sager i skabet (og derfor ikke orker, at gå i slik butikken).

Kan mærke jeg bliver nødt til at give det et forsøg. Et seriøst forsøg. Fra på mandag.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bryd tabuet #3