Bryd tabuet #1

Dette kan hurtigt blive meget fy-fy og sprede dømmende blikke i min retning. Måske er det i virkeligheden derfor, at det er så vigtigt at skrive om. Det kan hurtigt blive en lidt lang fortælling, og jeg har meget på hjerte. Derfor deler jeg det op i flere omgange for selv at kunne overskue det lidt bedre.

Det er så moderne at bryde tabuer og skrive om, hvordan man har lidt af en spiseforstyrrelse i flere år, haft en depression, vokset op med misbrug i familien og så videre. Det er faktisk vildt fedt at se, hvordan usikkerheder og problemer pludselig er noget vi tør åbne op om. En lidt spøjs ‘trend’ det er blevet at have forskellige problemer med i baggagen, men vi lærer også hinanden bedre at kende og kan bedre relatere til hinanden, når vi er åbne og ærlige.

For et par år siden var det Særlig Sensitivitet, der spredtes som en steppebrand i blogland – pludselig havde alle det. Og jeg kan selv huske, hvor lettet jeg var over, at dette emne pludselig blev taget fat i af så mange ‘forbilleder’.
Det var selv i forbindelse med et blogindlæg på Sofies Blog, at det pludselig dæmrede for mig; nå, det er dét, der er ‘galt’ med mig! Følelsen af pludselig ikke at være så anderledes var en enorm lettelse. For der fortalte statistikkerne mig pludselig, at 15-20% af alle mennesker lider af særlige sensitivitet i en grad.

På grund af denne særlige sensitivitet er jeg også mere tilbøjelig til at have angst. Sådan er min hjerne nu engang skruet sammen, og selv om jeg kunne forbande det væk i al evighed, har jeg efterhånden accepteret, at det er sådan det er. Min angst er ikke konstant. Den kan være intens og hæmmende i perioder. Perioder, hvor jeg nærmest ikke kan kende mig selv længere. Sidst det stod på i længere tid, brød det ud i en depression. Og så stod man der med tilbud om psykologhjælp og antidepressiver og en familie med meninger om mit bedste. Dét var voldsomt.

Jeg er lige kommet ud på den anden side, og føler mig ret stærk nu. Men angsten vil altid være en del af mit sind og derfor påvirker det jeg har været igennem mig stadigvæk, hver dag.

Ja, man skulle tro, at det at skrive om sin personlige angst og depression var tabubelagt nok. Det synes jeg egentlig ikke. Det er i hvert fald ikke dét tabu, jeg ønsker at bryde. Det er der så mange stærke mennesker, der har gjort før mig, og jeg ønsker ikke andet, end at være åben og ærlig omkring det.

Fortsættes…

Kan vi ikke bare tage den på messenger?

Jobsøgningen er officielt startet. Det er en smule nervepirrende og skide angstprovokerende, hvis jeg må være helt brutalt ærlig. For hvordan skal jeg kunne sælge mig selv og overbevise en kommende arbejdsgiver om, at jeg er det bedste, de kan få, når nu jeg føler mig så sårbar og usikker? Der skal ikke meget modgang til, for at mit korthus blafrer faretruende. Så gæt selv, hvordan det står til med at lande dét drømmejob.

Okay fair nok, ansøgningen er første udfordring, men det er faktisk ikke den, der får mig til at ligge søvnløs. Jeg ved godt, hvor jeg står når det kommer til non-verbal kommunikation, og det står ikke helt skidt til (jydens svar på “skide god”). Men for hulen, hvor er jeg ræd for en mulig jobsamtale. Skrækscenariet, hvor man sidder der med fugtige håndflader, flakkende blik og en hjerterytme som en 100 meter løber efter sit livs sprint. Og så øjeblikket hvor man bliver spurgt om noget, der slår en totalt ud af kurs. Mit tåbelige sind reagerer i sådan tilfælde med en 5-10 akavede “øøhm”-mer og min krop reagerer med brutal rødmen i ansigtet og nervøse plamager på bryst og hals. ARE YOU KIDDING ME? Hvorfor fejler det skidteras lige dér, hvor der er aller mest brug for bare lidt cool udstråling? Hmpf.

Jeg hader følelsen af ikke at være forberedt (perfektionist som jeg er), og det er lige netop derfor jobsamtaler og mundtlige eksaminer for mig er skabt af Satan himself. Kunne vi evt tage den på messenger i stedet? Evt med mulige spørgsmål indleveret 24 timer før til forberedelse? For så tror jeg ærligt talt, at jeg har en chance.

Ej, jeg ved godt der er mange måder at forberede sig på en jobsamtale, og at det er vigtigt at forberede sig selv mentalt. Fortælle sit spejlbillede, hvorfor man fortjener det satans job og så håbe på, at usikkerheden i øjnene overdøves af ordene der kommer ud.

Jeg må tage denne jobsøgningsperiode med et gram realisme, og vide med mig selv, at det kan tage mange ansøgninger og mange jobsamtaler i helvede, før jeg lander et godt job. Og bare fordi det ikke lykkedes i hverken første eller sjette huk, betyder det ikke, at der ikke venter mig et godt og givende arbejde derude. Så længe jeg bare ikke skal bruge flere måneder på det, ik?

Jeg skal være en bedre veninde

9893e34f341e3750ef305e1d60161ee3
Billede herfra.
Det er sjovt som man så nemt kan være bagklog. Retrospektiv set har det seneste år ikke været nemt for mig. Og når noget er hårdt, kan jeg hurtigt glemme og overse, hvad der egentlig er vigtigt her i livet.
Læste forleden et citat, der sagde noget alá: I sidste ende er det ikke dit arbejde, der passer på dig, men menneskene omkring dig – lad dem være din prioritet. Og det er jo rigtigt.
Jeg kan se, at jeg har været presset, stresset, følt mig ensom og forvirret. Og midt i alt det har jeg ofte glemt at være en god veninde. Endnu oftere har jeg glemt at værdsætte, hvor meget veninder egentlig betyder, og hvor vigtige de er at have omkring sig.

Så var man jo også lige udmattet efter arbejde, eller havde en dårlig dag og følte ikke for at tale med nogen. Eller også passede tidsforskellen ikke lige (da jeg boede i Australien). Og så sad man der helt trist og alene. For undskyldninger er der nok af, men i sidste ende er det jo ikke dem, der opmuntrer dig. Holder dig i hånden, når du græder. Støtter dig når noget er svært eller jubler når noget går godt.
Man skal helt ud hvor hverdagen klasker en i ansigtet med et fugtigt håndklæde, der stinker af våd hund før man indser, at man er  nødt til selv at gøre noget, hvis noget skal ændres. Jeg har indset, at venskab er noget af det mest dyrebare, du kan give et andet menneske, og det skal altså passes på og værnes om!
Jeg ved godt, at det ikke er nytår, men måske har jeg ikke brug for en særlig dato for at få lov til at forbedre mig og starte på en frisk. Jeg skal være en bedre veninde. Det er vi faktisk mange der skal! Lad os nu passe på hinanden, det fleste af os har altså brug for det.

The importance of hobbies

14b7326cd234ccef8cf62033b2392c39Billede herfra.

Find 3 hobbies you love:
1 to keep you creative,
1 to keep you healthy,
and 1 to make you money

Jeg kan mærke vigtigheden af hobbies disse dage. Udover, at have et godt netværk med en forstående familie og nogle søde venner, så er hobbier og interesser nok noget af det vigtigste, når man (som jeg) gennemgår en lidt svær omstillings periode. Ja, det hele kan godt stadig gøre ret ondt og rent praktisk set, er det umuligt konstant at blive opmuntret eller distraheret af andre mennesker. Så når man (igen: jeg) stadig ikke helt kan finde ud af at være alene i mere end et par timer ad gangen uden at overanalysere alle tanker og skyde sig selv ned med selvkritiksskyderen, ja så er det altså meget rart at have noget fornuftigt og interessant tidsfordriv at give sig til. Og her tænker jeg ikke på Tinder, Happn, internet stalking og andre tidsfordriv nylige, halvdesperate singler måske tyer til. Nylig single og en smule desperat er jeg måske også, men jeg prøver ihærdigt at lade min tid gå med mere givende interesser som løb, træning, skrivning herinde, en hulens masse Netflix (sund interesse!) og min sidst tilføjede hobby: frivilligt stylist arbejde for smykkefirmaet Hvisk. De laver sindssygt fine smykker, og da jeg i forvejen er lidt en sucker for pæne billeder og social media ikke mindst, så synes jeg, det var en god mulighed for at udfordre mig selv kreativt. Det fungerer udelukkende som en hobby og det eneste, jeg får ud det er, at jeg kan opsamle point, så jeg kan købe billige smykker til mig selv. Nu skal jeg ikke sidde og sælge en masse Hvisk smykker eller ophøje mine egne interesser frem for andre singlers, jeg er bare så helt igennem begejstret for at have fundet en hobby, der også kan udvikle mig kreativt.
At have nogle interesser at give sig til er blevet lidt af en redning for mig, når tankerne starter og humøret daler. Det gør mig glad at jeg synes det er spændende, og det gør mig glad at jeg gør noget for mig selv, og det er fanme en vigtig del af processen med at få det godt med sig selv og lære at være et selvstændigt menneske.

Lidt om ufrivillig alenetid

Havde en dag forleden, hvor jeg ikke sås med nogle veninder. Jeg havde lidt arbejde at tage mig af, og ellers brugte jeg de resterende af døgnets timer i mit barndomshjem, hvor min familie havde gang i deres typiske hverdagsskema.

Dagen havde ellers startet fint ud, men eskalerede ret hurtigt om eftermiddagen og ud på aftenen til noget svært og angstprovokerende. Jeg nåede godt, at se den komme, da jeg havde skrevet den 7. halvdesperate besked til forskellige veninder. Jeg havde svært brug for opmærksomhed og menneskelig kontakt med nogle jævnaldrende, der kender og, ikke mindst, forstår mig.

Nøj, hvor er det svært at være ufrivillig alene. Og her mener jeg ikke single, for det er jeg faktisk frivilligt (selvom manglen på kærlighed og omsorg er liiidt svær, men den tager vi en anden gang). Nej, det er sgu meget sværere at være ufrivillig alene på vennefronten. Ikke lige at have nogle i nærheden, der kan kigge forbi og give lidt ønsket opmuntring. Jeg bruger min familie det bedste jeg kan, men uafhængigheden trænger sig oftere og oftere på og jeg bliver mere sindssyg for hver dag jeg befinder mig i min barndomsby. Som jeg faktisk ikke føler mig hjemme i længere. For her er ingen gamle veninder længere. Her spøger min fortid og det liv jeg for flere år siden har levet her, men som jeg ikke føler mig hjemme i længere.

Hvis jeg kan lære én ting af denne dårlige dag og den følelse at være tilbage i Vestjylland giver mig; jamen så er det, at jeg vist er mere end klar til at flyve fra reden og skabe mig mit eget uafhængige hjem. Hvor veninder ikke er hundredevis af kilometer væk. Hvor jeg føler mig tilpas og har mod på hverdagen, nye mennesker og udfordringer. Hvor jeg kan tage hjem til mine forældre og HYGGE mig uden at føle mig fastspændt i fortiden eller have følelsen af at være ufrivillig alene.

Jeg skal nok nå dertil, hvor mit eget selskab er nok. I sidste ende er det det eneste selskab du virkelig kan regne med – så man kan lige så godt lære at nyde det. Og indtil den lektie er lært, vil jeg prise mig lykkelig for moderne teknologi, så jeg altid kan komme i kontakt med mennesker, der løfter mit humør.

Ja, den dårlige dag sluttede faktisk ikke helt så skidt, for pludselig ringede en veninde og vi fik snakket og grint lidt over, hvor skøre og usikre vi egentlig er. Det er altså godt at vide, at man aldrig helt er alene.